Mit liv har nu nået et punkt hvor et normalt liv virker som ren fiktion. Mit eneste forsvar, mit eneste våben er at informere og kaste lys over dette, for min egen og for andre ofres skyld. Jeg ser det som en samfundspligt at berette om dette. Læs venligst min historie og prøv at forstå hvad der foregår i skyggerne af vores ellers så trygge og sikre samfund…

Selv om jeg et utal af gange har præsenteret politiet og andre for konkrete, fysiske beviser på at jeg bliver forfulgt og truet med tortur og mord af disse gangstalkers, som bryder ind i mit hjem og følger efter mig hvor end jeg tager hen, mener de bare at jeg skal lave strudse-taktikken og stikke hovedet i jorden og lade som om faren ikke eksistere, de har så at sige vasket sagen. Jeg har prøvet at ignorere det i en årrække, men nu kan jeg mærke at det begynder at brænde under mig, så nu bliver jeg nød til at tage bladet fra munden. Det er her jeg kæmper imod, om det så er det sidste jeg gør, for at kaste lys over dette mørke og sætte fokus for denne yderst alvorlige kriminalitet.

Gangstalking er en syg og sadistiske leg der florere på de sociale medier og det sorte web og jeg blev et offer for det for år tilbage pga. en YouTube video jeg lagde ud under mit lidt specielle navn. For at kunne forstå min bekymringer, frygt og håbløshed bliver jeg nødt til at starte fra begyndelsen…

For nogle år tilbage var jeg lige ved at færdiggøre min bachelor på animationsskolen i Viborg. En fredag ringer min kammerat Morten. Vi havde et hardball hold kaldet T.A.G. (Taktisk Angrebs Gruppe) nogle år tilbage. Morten havde imens jeg studerede været i Sirius Patruljen på Grønland og var nu vendt hjem. På hans rejse havde han mødt en fyr de kaldte Svensker som nu lige var færdig med hans tjeneste i Frømandskorpset og Morten fortalte at Svensker havde fået lov af hans overordnede til at invitere nogle venner ind på kasernen og prøve deres våben på skydebanen og sejle i deres hurtige motorbåde, efterfulgt af noget aften grill hygge uden for kasernen om aftenen. Jeg takkede ja til invitationen og lidt efter kom Morten og en fælles ven Fredrik og hentede mig på skolen i Viborg. Vi kørte til Sjælland og ud i en skov. Vi kom ind på basen og mødtes med de andre og humøret var højt. Vi sejlede ud på en stor platform i deres motorbåde, der stillede vi os op i kø og sprang ned i havet fra en 10 meter høj platform hvilket var en del af frømændenes træning. Derefter var vi på skydebanen og efter en kort instruktion af Svensker fik vi lov at skyde med alverdens våben. Der var Ak47´ere, M4A1´ere, shotguns og et væld af pistoler og revolvere. Nogle skød imens de andre ladede skarpe patroner i våbnene. Jeg havde taget mit lille video kamera med og optog en lille film hvor vi tømte magasinerne imod sandsækkene nede ved fjorden. Derefter var der grillhygge og Morten underholdte gutterne med vittigheder og vi faldt i søvn i vores soveposer under de høje bøgetræer, mætte af oplevelser. Det havde været en god dag.

Da jeg kom tilbage skolen lagde jeg videoen ud på YouTube under midt lidt specielle navn og kaldte den “Picnic With Guns” og lagde sangen “Don´t Take Your Guns To Town” af Johnny Cash på som lydspor. Det var den største fejl jeg nogen sinde har lavet. Jeg havde håbet på at den havde fået nogle likes fra andre drengerøve med i stedet var der en besked næste dag fra en der kaldte sig Glendouglas2 og jeg åbnede den. han skrev “So you like guns? You gonna need alot of guns! If you don´t do what I say, you will die!” Hvorefter han skrev en masse lort om den danske regering. Jeg troede han var terrorist og skyndte mig at slette min konto og dermed også videoen uden at vide at mit navn var blevet skrevet ned på en liste, en liste lavet af gangstalkere. Skolen skulle derefter til tegnefilmsfestival i den Franske by Annecy og vi kørte afsted i en bus. Tankerne begyndte at køre i mit hoved, ville de vente på mig når jeg kom hjem? Jeg beroligede mig selv med at der var massere af dødstrusler der florerede på internettet og de fleste af dem var bare tomme trusler. Jeg fik en sms fra en på skolen om at alle skulle huske at låse skolens døre når de gik derfra da der var blevet set flere mistænkelige personer på skolens område gå og kigge ind af skolens vinduer, og det var her mit liv begyndte at forvandle sig til et mareridt. Da jeg kom hjem til Danmark igen gik jeg på nettet for at finde ud af hvem det var der havde truet mig på livet og søgte på hans profil navn. Der kom en film frem på YouTube hvor en skrigende gris blev smidt op i en lastbil på vej til slagteriet og Glendouglas2 kommenterede “It´s the same with pigs as with cows. Take them when they get old, then they get lazy!” hvor jeg senere fandt ud af at de referere til deres ofre som slagtesvin og kvæg. Jeg fandt også spor af ham i andre chatrooms hvor han angiveligt kommunikerede med andre gangstalkers. Han skrev i koder “The cat is in the box!” hvortil andre svarede “Glendouglas2 the tribe is in Germany, but we are comming!” efterfulgt af en masse GPS koordinater. Der var en pige der skrev “Stop following me around!” på Youtube og en mor der skrev til disse mystiske mennesker “You will not get my son!”. Jeg besluttede mig for at gå til politiet med sagen da jeg kunne fornemme at der var et eller andet helt galt her. Politiet sagde bare at da jeg havde slettet min profil og derved også dødstrudslen var der intet de kunne gøre og det var jo sådanset også rigtigt nok. Vi var ved at forberede vores bachelor afgangsfilm på skolen men jeg kunne ikke samle tankerne, det jeg havde set og læst på nettet rumsterede i mit hoved og jeg så flere og flere mærkelige typer luske rundt om det kollegie jeg boede på. Det var umuligt for mig at koncentrere mig og jeg følte mig forfulgt så jeg måtte bide i det sure æble og opgive uddannelsen selv om jeg var tæt på afslutningen. Jeg tog en pause og flyttede så til Århus C og fik et job som postbud.

Jeg var postbud i cirka et år men det var hårdt da mine sanser blev mere og mere skærpede og en angst inde i mig begyndte at vokse. Imens jeg skulle nå min travle postrute var jeg konstant på vagt. Jeg oplevede fremmede råbe af mig på gaden og nogle heilede til mig. Jeg reagerede på høje lyde og pludselige bevægelser og angsten og stresset blev så intenst at jeg begyndte at drikke så snart jeg var færdig med dagens rute. Jeg opsøgte en psykolog da jeg kunne mærke at min psyke var begyndt at krakelere. Efter mange samtaler besluttede hun at søge om førtidspension til mig efter jeg havde fortalt hende et utal af gange at jeg følte mig forfulgt og overvåget. Hun gav mig diagnosen paranoid skizofren da hun mente at det hele var noget jeg forestillede mig og hun kunne se hvor forpint jeg var af disse tanker og oplevelser, en diagnose som fremover ville gøre det umuligt for mig at blive taget seriøst af myndighederne. Der findes jo et utal af film om paranoid skizofrene der ser syner eller har spaltet personligheder (A beautyfull mind, Fight Club, Shutters Island osv.) Jeg hørte ikke stemmer og mente af jeg var i en alvorlig situation men det var deres afgørelse. Jeg besluttede mig for at tage imod førtidspensionen, så kom der lidt ro på og jeg kunne få tid at forfølge en gammel drøm som var at blive kunstmaler, jeg havde også en længere uddannelse indenfor klassisk tegning. Jeg lejede nogle erhvervslokaler i Vestergade sammen med Morten som var fotograf. Han ville starte med at lave portræt fotografering i den ene halvdel af lokalerne og jeg stillede staffelier op i den anden halvdel og malede på livet løs. Tankerne om trusler og forfølgere fadede ud i en periode og jeg tænkte ikke meget over det.

Efter et stykke tid kom min angst snigende tilbage. Flere og flere fremmede på gaden af forskellige nationaliteter begyndte at antaste mig eller bare stå og stirre ondt på mig. En dag i et supermarket kom en gruppe unge mænd hen og stirrede underligt på mig. Den ene sagde “Det er ham der” hvortil en anden sagde “Det gør vi da bare”. Mystiske mails og beskeder på de sociale medier poppede op på daglig basis. Beskeder som virkede som indirekte trusler. Min Facebook konto blev hacket adskillige gange og der blev via den postede dystre billeder og beskeder. Da det blev sommer blev jeg tit forfulgt tæt af rocker agtige typer med dødninge hoveder på rykken og klub navnet “SAVAGES” nogle af dem havde militær tøj på. Jeg begyndte at blive overbevist om at det havde en GPS tracker, et sporings device under min og mine forældres bil for jeg blev ved med at se de samme bølleagtige typer dukke op hvor end jeg færdes. Det var som benzin på bålet for min angst og jeg måtte til Mortens store utilfredshed opsige vores studie i Vestergade. Jeg flyttede atter til Randers og kommunen anbragte mig i et bosted som hed Solsorten. Jeg var nu i yderste alarmberedskab. Jeg ville købe en 9 millimeter pistol men havde ingen forbindelser til bandemiliøet, i stedet havde jeg to store pebberspray, en militærkniv, en skudsikker vest og en G4S overfaldsalarm på mig hver gang jeg gik ud af døren. Sikkerheden blev en besættelse for mig og jeg lavede min 3 værelses lejlighed om til hvad man mest kunne beskrive som en bunker. Jeg fik en smed til at lave stålgitre for vinduerne, stålplader på dørene, jernstænger at sætte for dørene så ingen kunne komme ind. Udover det fik jeg overvågnings kameraer installeret og indbrudsalarmer op og jeg brugte det meste af dagen på at holde øje med gaden fra mine vinduer. Jeg ville ikke have at de skulle fange mig så jeg havde altid en kniv på mig så jeg kunne tage mit eget liv hvis de prøvede at trænge ind.

Sommeren kom og jeg var barrikaderet i min lejlighed. Jeg kunne høre hvordan flere motorcykler cirkulerede rundt om min boligblok og gassede op lige uden for min lejlighed. Det var psykisk terror og jo mere jeg råbte om hjælp, jo mere kaldte folk mig bare syg og paranoid. Jeg drak og jeg drak for min hjerne ræsede som galoperende heste til jeg fik kronisk hovedpine. Min bostøtte købte ind for mig da jeg var så angst på dette tidspunkt at jeg ikke turde gå uden for en dør. Jeg skrev og malede for at få tiden til at gå men mine værker blev ligeså mørke og dystre som mit sind. Jeg vidste ikke hvor mange der var efter mig eller hvem de var men jeg fik fornemmelsen at det var et helt netværk som mødtes på det sorte web og i chatromms og diskuterede deres “leg”. Neden for mit vindue var der et lille cafeteria for ældre mennesker i området. Udenfor sad en mand og en dame ved et bord en dag. Jeg betragtede dem nøje. Pludselig lavede manden voldsomme gestikulationer som om han gassede op på en Harley og derefter vred han sig som om han var blevet fanget. Jeg ville høre hvad de snakkede om så jeg gik forsigtigt ud af opgangen og tæt på deres bord. Jeg hørte manden sige “…Og alt hvad jeg sagde til han var BØH! Og så fik han med elektriker røret!” Mit sind blev mere og mere dystert og håbløst og jeg søgte tilflugt på psykiatrisk i Randers, ikke fordi jeg mente at jeg var syg men for at være under opsyn og bag lås og slå og få en chance for at råbe om hjælp. En arrogant læge mødte mig med “Hvorfor tror du at du er så speciel at nogle vil følge efter dig?” Hvorefter de fyldte mig med antipsykotisk medicin til jeg gik rundt som en levende død med konstant hovedpine og kraftigt synkebesvær til jeg bogstaveligt talt var ved at drukne i mit eget spyt og ikke kunne spise noget. Hver gang jeg gik ud af afdelingen var der flere biler der dyttede eller en motorcykel der gassede op. Hvad fik de ud af dette? Jeg var allerede en knækket mand, lidende og fordrukken. Sammen med en PTSD ramt Afghanistan veteran jeg mødte på den lukkede der hed Thomas stak jeg en nat af fra afdelingen. Vi tog en taxa til Grenå og tog færgen til Sverige. Vi tog toget op til en by der hed Munkedal og i en uge boede vi i skoven. Jeg ville forsvinde fra samfundet, hvorimod Thomas mere bare havde brug for en ferie. Da jeg spurgte Thomas om han kendte nogen der kunne skaffe våben blev han angst. Han stjal mit VISA kort og tog tilbage til Danmark og efter lidt tid måtte jeg kapitulere fra min flugt plan og ringe til min far da jeg var ensom, flad og savnede min familie. Min far tog færgen over og hentede mig.

Jeg blev flyttet til et bosted i Jelling som hed Jellinggård. Men intet havde ændret sig. Motorcykler gassede op udenfor og de andre beboer spurgte de ansatte hvorfor der var så mange motorcykler der kom forbi om natten. Jeg hørte folk synge børnesange uden for vinduet når jeg skulle sove som “Far, far krigsmand døden skal du lide” og “I en kælder sort som kul Aller dybest nede” og lige meget hvor jeg boede barrikaderede jeg mig og havde altid alle de håndvåben jeg kunne finde klar til brug. Livet var blevet et mareridt. Jeg var i en underlig form for psykologisk krig som kun jeg og mine fjender kendte til. Jeg blev indlagt i vejle, jeg blev indlagt på Risskov for at få lidt fred men alle steder fulgte aben med. Folk festede uden for afdelingen hvor jeg befandt mig, flere gange fik de endda folk indlagt på samme afdeling for at vise mig at de kunne komme ind alle vegne. En afrikaner der hed Eddie kom hen til mig på den lukkede og sagde “We gonna attack you, we are gonna…..” Hvorefter han gjorde bevægelser og lyde som om han betjente en motorsav. Jeg gik til politiet adskillige gange og fortalte om de seneste hændelser men hver gang kiggede de bare på deres skærm og så at jeg havde fået diagnosen paranoid skizofren og spurgte bare hver gang om jeg havde taget min medicin….sagen afsluttet!

Jeg var på det tidspunkt så desperat for at forsvinde da jeg ikke kunne finde fred nogen steder at jeg tog til København. Det var da flygtningestrømmen fra Syrien ramte Danmark. Jeg stod ud af toget på hovedbanegården og gik på værtshuse og drak mig fuld. Ved aftenstid gik jeg ind på en politistation og sagde på engelsk af jeg var Faisal Abdulkarim fra Damaskus og jeg blev sat til at vente sammen med en flok syriske flygtninge. De kropsvisiterede mig og de to betjente grinte da de fandt en en sushikniv på længde med en agurk i min inderlomme. En patruljevogn kørte mig og et par andre flygtninge til et kontor hvor vi blev registreret. Jeg fortalte på engelsk at jeg ikke ville snakke på Syrisk da de mindede mig om nogle grusomme ting. Betjentene viste min kniv som nu var i en bevis plasticpose og spurgte om de skulle køre en sag på den men damen bag skranken sagde bare “Nej, det er ikke nødvendigt. Ham der har da vist fået en tår over tørsten” da jeg stank af alkohol. De tog billeder af mig og jeg fik et midlertidigt ID kort under min falske identitet. Vi kom ind i en minibus og blev kørt til en nedlagt flyvebase på Sjælland af nogle betjente som talte meget grimt om indvandre. De vidste selvfølgeligt ikke at jeg kunne forstå hvert et ord de sagde. Vi fik plastikposer med det mest nødvendige som tandpasta, sæbe og barbergrej og jeg fik en seng i en barak hvor folk sad på deres måtter i stille bøn. Jeg var der nogle dage. Der var skrald over alt og jeg følte mig langt væk hjemmefra. Jeg spiste i kantinen med de andre flygtninge og med mit mørke udseende var der ingen der stillede spørgsmål ved min tilstedeværelse. Efter et par dage efter fik jeg et papir med min opholdstilladelse og jeg tænkte at jeg måtte være den første der har søgt opholdstilladelse i sit eget land. Jeg savnede igen familie og venner og kunne ikke holde ud at udgive mig for en jeg ikke var, ikke engang for at forsvinde. Jeg gik op til portvagten og sagde at jeg var en dansker der havde udgivet mig for en anden for at slippe væk fra nogen der jagtede mig og at han bare kunne tilkalde politiet hvis han ville. Han kiggede på et øjeblik hvorefter han sagde “Bare tag hjem kammerat” og det gjorde jeg så. Tilbage i orkanens øje.

Da jeg kom tilbage til Randers tog jeg i en længere periode adskillige skåne jobs. På café, ved en mekanikker, på en kirkegård, ved en bager og på en campingplads. Jeg kunne dog ikke koncentrere mig da jeg hele tiden gik og kiggede ud af vinduerne. Min hjerne var konstant på arbejde, specielt i byen da jeg scannede alt for trusler lynhurtigt. Så snart jeg fik fri drak jeg hjernen ud for at få ro på tankerne. Jeg var på to forløb på rusmiddelcenteret men da det ikke hjalp tog jeg frivilligt et ophold på Blå Kors i Arden. Kommunen bevilligede mig et helt år deroppe og det var rart fordi der var altid folk omkring, der var altid vidner hvis noget skulle ske. Efter noget tid var der også fremmede der kom der og bare holdte i biler uden for uden nogen ærinder hvilket folk syntes var underligt da stedet lå ude på en mark. En dag da jeg åbnede min Facebook stod der i en notifikation at der var en bruger der brugte mit profil billede. Jeg tjekkede det og rigtigt nok var der en der kaldte sig Henry Margot der havde brugt mit billede med en tekst på fransk som jeg fik Facebook til at oversætte. “Han er væk, og han er væk indtil vi ses igen, og for evigt, ved ikke hvad der skete” stod der.

Da mit ophold var slut søgte jeg ind på endnu et bosted i Randers kaldet Infanterivej. Jeg ville gerne på bosted da det betød der var udendørs videoovervågning og folk omkring mig. Næsten hver gang jeg kom hjem til lejligheden havde der været indbrud. Det startede med en kasse med køkkengrej der var stjålet, så var der hamret omkring hundrede mærker i linoleumsgulvet, flere gange var der strømkabler der var klippede over så det slog gnister når jeg tændte for en lampe og det var ret utroligt for det var en ekstra sikret lås der sad på min hovedør, men ind det kom de. I en længere periode stalkede de mig i biler iført Anonymous masker, det andre nogle kender som V for Vendetta masker. De kørte bare forbi mig mens de stirrede på mig med de hvide masker. Jeg fortalte det til min bostøtte Jeanette og hun sagde til mig at hun havde set at de havde holdt nede på parkeringspladsen iført disse masker. Så så jeg da i det mindste ikke syner tænkte jeg. Der blev flere gange lavet hærværk på min bil, som den eneste bil iblandt mange på parkeringspladserne. Ruder blev smadret og mærkelige tegne var ridset i lakken. På bagsædet lå et udråbstegns vejskilt. Jeg gik igen til politiet med de seneste dødstrudsler printet ud men betjenten kiggede bare arrogant på mig og sagde at det nok skyldes internettets algoritmer og jeg begyndte at tro at ordensmagten var komplette idioter.

Jeg ville gerne i egen lejlighed efter et års tid. Jeg følte at bo på bosted var lidt ligesom at komme på plejehjem før sin tid og jeg flyttede fra Infanterivej. Jeg fandt en god lejlighed lige overfor en park. Truslerne bliver dog ved med at komme på daglig basis og jeg begynder også at frygte for min families sikkerhed hvilket er langt værre end at frygte for sin egen. De har boret en hel masse huller i mine forældres loft brædder. Mine forældre siger at det bare er insekthuller, de havde da en insektmand inde og se på det men han sagde ligesom jeg at det ikke skyldes insekter men et bor. Min mor spurgte mig om jeg havde stegt en steg i deres ovn da den var helt smattet til i bunden, men det var ikke mig. De har været inde i mine forældres hus imens vi som flere gange og lagt mærkelige ting i mine jakkelommer. I vinters var der fodspor i sneen ude i deres have.

Når jeg kommer ud i min opgang ligger der små papirs udklip med tekster som “Skal du være den næste?”, “Den grønne slagter kommer? Nogen har dræbt en af mine kammeraters høns og sat hønsefods aftryk øverst på hans vinduer. En dag fandt jeg en af mine stole oppe i parken overfor og mine forældre har fundet nogle af deres bøger på fortovet nede af vejen som sikre tegn på at de er i vores hjem når vi ikke er der. Flere gange når vi har siddet og spillet kort har vi hørt nogle snakke i haven eller en mobil ringe tone og jeg frygter også for min tidligere kammerats Mortens sikkerhed da han en dag fik et besøg fra to udlændinge der kom forbi hans går og spurgte om han ville promovere deres produkter på hans YouTube kanal. Morten lignede et spørgsmåls tegn da han fortalte mig det for han havde sin adresse ude hos sin mor da han har meget kostbart udstyr liggende som indbrudstyve kunne blive fristet af.

Jeg har prøvet at få rå i sjælen ved at gå i kirke og give mening til det meningsløse men det hjalp ikke. Det eneste der kan give mig lidt ro er at berette om dette, at kæmpe imod dette, for hvis jeg skal dø af dette her, kan jeg i det mindste dø kæmpende. Og nu ved i hvad det er hent mig hvis jeg en dag skulle forsvinde eller findes dræbt. Mit håb er at verden får øjnene op for dette mørke, denne ondskab som har ramt mig og nogle få andre uheldige stakler så myndighederne og politiet kan tage det næste offer mere seriøst og give ham/hende den forståelse og hjælp vedkommende har brug for. Det er et helvede på jord at råbe om hjælp til gud og hver mand og så bare blive kaldt skør og sindssyg selvom man er hundrede procent sikker på at man bliver truet på livet. Man mister også tilliden til politiet og retssystemet.

Nu frygter jeg for fremtiden, står magtesløs og forsvarsløs og kan bare vente på at helvede bryder løs. Så sent som i går da jeg sad uden for kiosken og drak en øl, var der en ung mand på modsatte fortov der spyttede da han så mig og råbte “Vi fanger dig!”

Hvorend jeg tager hen filmer de mig med droner. Her til aften (d.16 feb. 2025) sidder jeg i et sommerhus i Fjellerup med min familie. Jeg går ud og ryger og der hænger den igen, dronen der filmer mig.

Vi lever i et land hvor vi tager vores frihed for givet. Det er først når vi mister den at vi forstår hvad den egentligt er værd.

Vi lever også i et land hvor det næsten er forbudt at forsvare sig selv og sine kære, det overlader vi til politiet så ikke alle går med våben, men hvad så når politiet bare kalder dig skør og ikke træder ind?!

Tak for din tid og tålmodighed. Fortæl denne beretning videre og del den hvis jeg skulle forsvinde eller findes dræbt.

Af T.S.P. Randers.